Anette og Jens Erik vil fortsat være tilknyttet salgsafdelingen i DanCamper

Dato: 01- 01- 2021

af Anette og Jens Erik 1. januar 2021

 

Tilbage i 2007 tog vi et stort skridt og startede nyt firma med salg af autocampere i Ringkøbing. Vi døbte vores nye firma DanCamper, og fik en god aftale i stand med Birte Friis hos Friis Biler og Camping i Horsens – vi fik en underforhandling af Chausson autocampere og startede også udlejning.
Det var en drøm, der gik i opfyldelse for os – vi kunne forene vores egen passion for at rejse i autocamper med et professionelt liv med autocampere. Vi følte, at vi havde meget at bidrage med, når vores kunder  funderede over hvilken type autocamper, der ville være den optimale for netop dem.

Det gik forrygende, men var også ret krævende. Vi var derfor hurtige til at slå til, da Birte forslog, at vi slog vores firmaer sammen. DanCamper A/S blev stiftet 1. maj 2008 med hjemadresse i Horsens.

Vi ’flyttede hjemmefra’ for første gang i vores liv og etablerede os sammen med vores 15 årige datter, Mette i en dejlig villa i Stensballe, en forstad til Horsens. Et helt nyt liv for os alle tre.

I DanCamper A/S kunne vi og Birte supplere hinanden med det vi hver især var gode til, og sammen med Birte fik vi en skøn stab af dygtige medarbejdere med i købet – Det har været et fantastisk teamwork alle årene.

 Vi kunne nu skiftes til weekendvagterne og holde fri hver anden weekend. – OG vi kunne køre på autocampertur sammen en måneds tid hver vinter. De første år sammen med Mette og senere alene og sammen med gode venner.

Vi har i alle årene især taget os af salg af autocampere i firmaet. Det har været den mest spændende periode i vores arbejdsliv, og vi har mødt så mange søde og positive mennesker her – Det er vi meget taknemmelige for!

Det er ’rettidig omhu’, at vi nu har valgt at sælge vores andel af DanCamper, og det glæder os meget, at det bliver Frank og Ane, der nu sammen med Birte og vores medarbejdere kommer til at føre DanCamper ind i næste årti.

Vi får lov at fortsætte i salgsafdelingen nogen tid endnu – men som vi har ønsket det, på nedsat tid. Det glæder vi os meget over.

Vi glæder os til mere tid med familien og til flere og længere  autocamperture sammen.

- Måske der kommer flere rejsebeskrivelser fra vores hånd på DanCampers hjemmeside de næste år 😊

Anette Kallesøe, Jens Erik Graversen, Ane Elkjær, Frank Elkjær og Birte Friis

Anette Kallesøe, Jens Erik Graversen, Ane Elkjær, Frank Elkjær og Birte Friis